Når I ansætter en elev i en læreplads får I ekstra hænder og kompetencer i virksomheden. Det bidrager både til jeres succes og til udviklingen af gode samfundsborgere.
Det er nemt at ansætte og have elever i lære uanset om I er en stor eller lille virksomhed. På Roskilde Handelsskole hjælper vi både virksomheder, der allerede har elever, og jer der overvejer at få det.
Hvilke typer elever tilbyder Roskilde Handelsskole?
Eleverne uddanner sig indenfor kontor, handel, butik og event, og de går enten på Eux Gymnasiet eller Eud Business.
Eleverne kan altså blive kontorelever, handelselever, butikselever eller eventkoordinatorelever. De kommer med gode teoretiske evner indenfor business-området og har brug for gode elevpladser at vokse i og med.
Bemærk at det kun er eleverne fra Eux Gymnasiet, der kan blive kontorelever, mens elever fra begge uddannelser kan tage læreplads indenfor handel, butik og event.
Få hjælp til at finde elever
Vi har gjort det let for virksomheder og elever at finde hinanden med konceptet match meetings og karrieredage.
Match meetings med elever
Hvis I vil ansætte en eller flere elever i virksomheden kan I få arrangeret match meetings på Roskilde Handelsskole.
Match meetings er korte uformelle samtaler, hvor I møder potentielle kandidater, som siden kan indkaldes til egentlige jobsamtaler. Vi udvælger en række kandidater til jer, og I kan ofte nå at tale med 8-10 elever på en formiddag.
Vi sparer tid på rekrutteringsprocessen ved at tage match meetings med eleverne. Vi får lynhurtigt stillet skarpt på nogle interessante kandidater, så vi ved hvem vi skal holde øje med i ansøgningsbunken. - Anne Zoëga Tomazos, økonomichef hos BC Catering
Match meetings gør rekrutteringen mere effektiv, og I kan håndplukke de bedste elever og samtidig møde eleverne på hjemmebane, hvor de ofte er mindre nervøse.
Se en kort film om match meetings fra elevernes perspektiv her.
Vi arrangerer oftest match meetings i forbindelse med Karrieredage. Skriv til lærepladskonsulenterne, hvis du vil høre mere.
Hold oplæg til karrieredag
Vil I gerne fortælle de unge om karrieremulighederne hos jer? Vi holder løbende karrieredage, hvor udvalgte virksomheder med lærepladser præsenterer sig selv for alle de lærepladssøgende elever med et oplæg.
Vi har typisk 5-8 virksomheder til at holde oplæg. Hver virksomhed får 10 minutter.
Skriv til lærepladskonsulenterne, hvis I er interesserede i at holde oplæg til en Karrieredag. Vi vil oftest kombinere det med, at I også får match meetings med eleverne.
Kommende karrieredage:
Nærmere info følger.
Få delt jeres opslag
Vi formidler gerne virksomhedens lærepladsopslag til vores elever. For eksempel kan opslaget blive delt i vores LinkedIn-gruppe for alle lærepladssøgende elever.
Hjælp til alt det praktiske som lærepladsvirksomhed
- nemt og sikkert at underskrive
- let at oprette flere aftaler med samme vilkår
- muligt at få overblik over hvor i forløbet aftalen er
- overskueligt at søge aftaler frem ud fra forskellige kriterier.
Skolen kan hjælpe dig igennem det praktiske i forbindelse med at ansætte en elev. Det kan for eksempel være svar på spørgsmål om og hjælp til udarbejdelse af uddannelsesaftalen, lønrefusion (AUB), kørselsgodtgørelse, information om skoleophold til jeres kommende elev(er) eller godkendelse som lærepladsvirksomhed.
Skolens lærepladskonsulent kommer gerne ud til din virksomhed til et uforpligtende møde, hvor I kan kan få indblik i, hvad der forventes af virksomheden, når man har en elev ansat.
Når du ansætter en elev, skal du indgå en uddannelsesaftale med eleven senest dagen før, eleven starter i virksomheden. Den fungerer som en ansættelseskontrakt mellem jer og eleven.
Du indgår uddannelsesaftalen digitalt på lærepladsen.dk. Der skal du bruge virksomhedens MitID for at logge ind. Når du har udfyldt aftalen, underskriver du aftalen via MitID og sender aftalen til eleven.
Eleven får en mail og underskriver aftalen via MitID. Elever under 18 år sender aftalen videre til forældrene, som underskriver digitalt.
Skolen får besked, når alle har underskrevet – og skolen kan også oprette og administrere uddannelsesaftaler for elever, der er tilknyttet skolen.
Læs mere om digitale uddannelsesaftaler på ministeriets hjemmeside.
Hjælp til at oprette
Hvis du har brug for hjælp til at oprette en digital uddannelsesaftale, så kontakt den skole, hvor din elev skal på skoleophold.
Du kan også ringe til supporten hos Styrelsen for it og læring på telefon 3587 8800.
Der er flere gevinster ved en digital uddannelsesaftale. For eksempel er det:
Virksomheden skal betale løn til eleven – også under skoleopholdene. Virksomheden får lønrefusion fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB). Læs mere om AUB på virk.dk, hvor virksomheden også søger om lønrefusion.
Læs også om det elevpladsafhængige AUB-bidrag på Undervisningsministeriets hjemmeside.
Er du arbejdsgiver på et område, hvor lønnen er fastsat ved kollektiv overenskomst, skal din elev have den løn, som er fastsat i overenskomsten. Er virksomheden ikke omfattet af en overenskomst, skal eleven alligevel have løn efter overenskomsten.
Kontakt din arbejdsgiverorganisation eller lærepladskonsulenterne på Roskilde Handelsskole, hvis du er i tvivl.
Læs mere om løn i folderen ”Tilskud ved ansættelse af elever” fra Undervisningsministeriet.
Eleven har ret til at få refunderet udgifter til transport under skoleophold svarende til billigste offentlige transport. Elevpladsvirksomheden udbetaler kørselsgodtgørelsen til eleven, men AUB refunderer op til 80% af elevens transportudgifter.
Virksomheder skal søge om refusion af elevens transportudgifter på virk.dk.
For at en virksomhed kan ansætte og uddanne elever, skal virksomheden være godkendt som lærepladsvirksomhed.
Vi kan vejlede og oplyse om mulighederne på de forløb, som vi udbyder.
Som udgangspunkt behandler vi ansøgninger til godkendelse som lærepladsvirksomhed inden for to uger, og I får besked med digital post, når ansøgningen er behandlet.
Læs også om godkendelse som lærepladsvirksomhed på Uddannelsesnævnet.
Vi klæder virksomheder på til at tage det ansvar, som følger med i oplæringen af eleven. Hvis virksomheden har behov for det, holder vi et informationsmøde om samarbejdet mellem skolen og virksomheden, og fortæller om uddannelses- og lærepladsplaner.
Vi besøger gerne din virksomhed uanset om du har én, flere eller slet ingen elever. Her kan du få svar på spørgsmål og en bredere dialog om uddannelsen og eleverne i forhold til din branche og virksomhed.