På introduktionskurset får du indblik i, hvordan det er at gå på Eux Business og Eud Business. Gennem undervisningen oplever du, hvordan det faglige indhold og niveau er. Når du bevæger dig rundt på skolen, ser du de mange faciliteter, og du møder skolens elever og får en fornemmelse af stemningen og studielivet.
Når du er på introduktionskursus, får du viden om de mange muligheder, som eux og eud giver. Du kan for eksempel blive elev i en virksomhed inden for kontor, handel, butik eller event – eller du kan læse videre på en videregående uddannelse.
Du får et realistisk billede af hverdagen
Skolens lærere, studievejledere og elever vil forsøge at give dig et så realistisk billede af hverdagen på eux og eud som muligt. Det handler både om uddannelsernes og fagenes sværhedsgrad, det sociale miljø og om, hvor mange lektier der er.
Få en smagsprøve på nye fag
På introduktionskurset kommer du til at arbejde med en case. Du skal i en gruppe sammen med andre elever arbejde med at etablere en virksomhed, for eksempel en café. I skal blandt andet:
- udvikle idé og koncept
- skrive en pressemeddelelse
- lægge et budget
- komme med bud på indretning
- finde ud af hvem jeres kunder er.
Praktiske oplysninger
Du tilmelder dig gennem din UU-vejleder.
Undervisningen starter kl. 8.30. Du får et skema, når du er på skolen første dag.
Roskilde Handelsskole ligger på Bakkesvinget 67, 4000 Roskilde.
Vi mødes lige indenfor i bygning 3 ved hovedindgangen, som ligger bag flagstangen. Der er et opholdsområde, hvor man kan vente, hvis man er i god tid.
Der går bus til skolen fra Roskilde Station om morgenen og retur om eftermiddagen. Vær opmærksom på, at der er mange elever, som tager bussen, så det er en god idé at være på stationen i god tid.
Kantinen tilbyder blandt andet et udvalg af drikkevarer, sandwich, smørrebrød og dagens ret.
Det er også muligt at købe drikkevarer og snacks i automaterne ved indgangen til kantineområdet.
Åbningstider
Kantinen er åben hverdage:
kl. 7.45 - 8.15
kl. 09.30 - 10.20
kl. 11.15 - 13.00.
Du er naturligvis også velkommen til at medbringe din egen mad. Det er muligt at varme mad i mikroovn ved kantinen.
Du skal medbringe pc, papir og skriveredskaber.
Der er mødepligt til kurset, og vi forventer, at du møder til tiden, deltager aktivt og overholder skolens ordensregler.
Oplev studielivet på eux
Skoleåret er spækket med aktiviteter som fredagscaféer, foredrag, studierejser og idrætsdag. Følg med i livet som eux'er på Roskilde Handelsskoles Facebookside.