Året begynder helt specielt på Roskilde Handelsskole. 8. januar overtager Morten Lindegaard Banke Rasmussen direktørkontoret, da direktør Jørgen Sloth ikke fortsætter efter 27 år på posten.
Morten Lindegaard Banke Rasmussen kommer senest fra en stilling som rektor på Mulernes Legatskole i Odense, og han har ledelseserfaring indenfor både gymnasieverdenen og erhvervsuddannelser, ligesom han har arbejdet i Børne- og Undervisningsministeriet.
Vi er meget glade for valget af Morten. Han har den erfaring og tyngde der skal til, når man skal lede en stærk handelsskole med tre ungdomsuddannelser og kursusvirksomhed. Han er en behagelig person med en drivkraft, der vil komme skolen til gode - bestyrelsesformand Jorun Bech.
Den nye direktør er glad for tilliden og glæder sig til at arbejde med skolens helt særlige profil:
”Jeg er glad for denne mulighed, og jeg ser frem til at drive og videreudvikle Roskilde Handelsskole i samarbejde med bestyrelsen, medarbejdere og naturligvis eleverne. Roskilde Handelsskole er en lokalt forankret uddannelsesinstitution, der er kendt for tæt samspil mellem uddannelser og erhvervsliv - de styrker ser jeg frem til at arbejde videre med,” fortæller Morten Lindegaard Banke Rasmussen.
Dannelse til fremtiden
Den nye direktør har store ambitioner for skolen. De handler ikke kun om elevtal og bundlinje, men også om at videreføre et højt niveau på uddannelserne og være med til at danne en ny generation bedst muligt trods forskellige udgangspunkter.
”Jeg drives først og fremmest af, at vi uddanner unge mennesker på allerbedste vis. At vi kan rumme de unges behov, og ikke blot giver dem nogle gode og lærerige år, men at vi ruster dem til et godt og virksomt liv, hvor de er klar til at møde fremtidens udfordringer. Det er meget motiverende at skulle skabe de bedste vilkår for det,” fortæller Morten Lindegaard Banke Rasmussen.
Et godt sted at lære
Med sine 47 år udgør Morten Lindegaard Banke Rasmussen ”nye unge kræfter”, men det betyder ikke, at der skal ske ændringer ved første øjekast.
”Roskilde Handelsskole er allerede veldrevet, og min første opgave er at lære skolen og menneskerne bag at kende. Først da kan jeg i samarbejde med resten af ledelsen begynde at sætte retning og arbejde med udvikling,” fortæller han.
Den afgående direktør Jørgen Sloth er kendt for princippet: ”et godt sted at være er et godt sted at lære”. Og det motto flugter i høj grad med Morten Lindegaard Banke Rasmussens tanker.
”Skolen skal være et sted eleverne har lyst til at være, et sted hvor forældre vil sende deres unge menneske hen. Men også et sted, hvor de bedste medarbejdere har lyst til at søge hen. At Roskilde Handelsskole også fremover er et sted talentfulde og dygtige mennesker har lyst til at være, er en vigtig rettesnor for mig,” siger han.
Roskilde Handelsskole holder tiltrædelsesreception for Morten Lindegaard Banke Rasmussen den 29. februar kl. 14.00.
Om Morten Lindegaard Banke Rasmussen
- Morten Lindegaard Banke Rasmussen er 47 år og uddannet cand.mag. i historie og samfundsfag.
- Han kommer fra en stilling som rektor for Mulernes Legatskole siden 2021.
- Han har desuden været vicerektor for erhvervsskolen NEXT – Vestskoven Gymnasium, chefkonsulent i Børne- og Undervisningsministeriet kontor for gymnasiale uddannelser samt uddannelsesleder på Ingrid Jespersens Gymnasieskole.