Onsdag den 28. februar fik de fire elever fra Eux Gymnasiet på Roskilde Handelsskole tildelt Bygma Talentlegat for handelselever til en stor prisuddeling i Bygma København. Eleverne fik hver 12.000 kroner og en flot stjerne til CV’et med legatet.
”Det er fedt at få sådan en anerkendelse for ens hårde arbejde i skolen. Både at lærerne anerkender det ved at indstille os, og at Bygma faktisk uddeler det her legat,” fortæller Markus Klarskov Gram-Hansen, der er en af modtagerne.
De fire legatmodtagere er indstillet af lærere fra Roskilde Handelsskole til Bygma med begrundelse i deres flotte faglige indsatser, samtidig med at de er gode kammerater. De er blandt 24 legatmodtagere fra hele landet.
Legaterne kommer på et godt tidspunkt, hvor eleverne er I fuld gang med at finde de lærepladser, som de skal starte i til sommer. Man behøver dog ikke at søge læreplads hos Bygma for at modtage et Bygma Talentlegat.
Artiklen fortsætter under billedet
En uddannelse med mange lærepladser
Bygmas Talentlegat skal være med til at sætte fokus på handelsuddannelsen, da branchen efterspørger rigtigt mange elever i disse år.
”Vi er glade for, at Bygma med talentlegatet sætter fokus på handelsuddannelsen. Vi synes, det er vigtigt at give eleverne et velfortjent skulderklap, men også at vise, at de har valgt en uddannelse, som virksomhederne efterspørger,” fortæller Dorthe Schoubye, der er uddannelseschef for erhvervsuddannelserne på Roskilde Handelsskole.
Handelsuddannelsen er et af de populære specialer på Eux Gymnasiet på Roskilde Handelsskole. Her går man i skole i to år og er i lære i to år.
Man kan også tage handelsuddannelsen som Eud Business, hvor man går i skole i et år og er i lære i to år.